Monthly Archives: december 2015

Alle billetter er solgt til årets sidste middag, men…

Der er sat ild til lunten, og i vores køkkener og restauranter ulmer det af forventningsglæde og forberedelser. Torsdag aften eksploderer det hele i god mad, kolde bobler og højt humør, når intet mindre end 8 spisesteder og en enkelt cocktailbar byder nytårsgæster inden for. Den 29. december blev de allersidste billetter solgt, og vi kan derfor melde om alt udsolgt til spisning på årets sidste aften.

Dog er der stadig mulighed for at skåle 2016 ind hos vores populære drinkshule, Bar Next Door , som ligger på første parket ved Søerne.

Her bydes alle velkommen fra kl. 22, når de spisende gæster har gaflet den sidste bid dessert i sig. Kom og bestil en raffineret cocktail eller et glas champagne, og se fyrværkeriet over København spejle sig i Sortedam Dosserings natblanke vand. Først kl. 02 sendes alle de feststemte gæster videre ud i natten.

Vi ønsker alle vores gæster – gamle som nye – et lykkebringende og velsmagende nytår.

PS. Glem ikke, at Madklubben Vesterbro står klar til at pleje dine tømmermænd den 1. januar .

Hop ind i det nye år på Bar Next Door

Julemaden er så småt ved at finde en fast placering omkring hofterne – klar til at blive svedt af igen, når et dugfrisk nytårsforsæt skal indfries lige om lidt. Men inden du når så langt, skal du finde det perfekte spot at tælle ned fra 10 på, når Rådhusklokkerne bimler, og 2016 skydes i gang med bobler, brag og Kong Christian ved en høj mast.

Selv om (næsten) alle Madklubbens restauranter melder udsolgt til spisning på årets sidste aften , så står vores cocktailbar ved Søerne klar med kølige drinks og varm nytårsstemning fra kl. 22. To dusin heldige gæster har spist middag på Bar Next Door forinden og venter blot på at sparke festen i gang i selskab med dig.

Bar Next Door er med andre ord en oplagt destination, hvis du har spist på en af vores Nørrebro-restauranter eller blot befinder dig i nærheden af Dronning Louises Bro før klokken slår midnat. Når springet ind i nye år er taget, kan du svælge i cocktails og lækker musik frem til klokken 02. Herefter sendes alle de feststemte gæster videre ud i natten.

Vi glæder os til at fejre nytåret med dig på Bar Next Door – adressen er Sortedam Dossering 3.

Se hvornår vi holder åbent over jul og nytår

Julefreden begynder langsomt at sænke sig. Ok, måske ikke hvis du svinger ind forbi Strøget, hvor en tiltagende panisk folkemængde forsøger at finde de sidste pakker til at lægge under årets glitrende nåletræ.

Også på vores restauranter begynder julen så småt at betyde feriestemte medarbejdere og ”lukket”-skilte i vinduerne. Vi har derfor lavet dette overblik, så du kan se, præcis hvornår din foretrukne restaurant eller bar holder åbent i de kommende uger.

Vi ønsker dig og dine kære en magelig jul og et boblende nytår!

Gran Torino :

Lukket: 24.-27. december, samt 1. januar.

Åbent: 23. december og 28.-30. december med en begrænset menu, samt 31. december for gæster med nytårsbilletter .

Hanzō :

Lukket: 24.-27. december, samt 1. januar.

Åbent: 23. december og 28.-30. december med en begrænset menu, samt 31. december for gæster med nytårsbilletter .

Alabama Social :

Lukket: 24.-27. december, samt 1. januar.

Åbent: 23. december og 28.-30. december med en begrænset menu, samt 31. december for gæster med nytårsbilletter .

Bar Next Door :

Lukket: 22.-28. december, samt 1. januar

Åbent: 29. og 30. december kl. 16:30-00:00, 31. december kl. 22:00-02:00 og 2. januar kl. 16:30-02:00. Herefter normale åbningstider.

Kun 20 pladser: Bar Next Door holder eksklusiv nytårsmiddag

Mens stort set alle billetter til nytårsaften på Madklubbens restauranter er udsolgt, smider vores stærkt populære cocktailhule ved Søerne en ekstra julegave i puljen. Bar Next Door teamer nemlig op med naboen Alabama Social , og serverer en elegant 5-retters soul food-menu tilsat en lind strøm af skræddersyede cocktails på årets sidste aften.

Glæd dig til hummer-ceviche, pil-selv-krebs, græskarsuppe med muslinger, mørt oksekød og en djævelsk chokoladefondant med peanutbutter. Lækkerierne skylles ned med drinks som ”Carribean Dream”, ”Singapore Sling” og en ”Espresso Martini” med hasselnød og appelsin. Fordi hvem har brug for en latte, når man fejrer nytår på en cocktailbar?

Du kan se hele menuen med cocktails og købe billetter via shop.madklubben.dk

Som noget særligt får de heldige middagsgæster lov til at beholde deres bord, når Bar Next Door åbner dørene for øvrige gæster kl. 22. Med andre ord får du den perfekte base, når festen sparkes i gang og champagnepropperne springer. Først kl. 02 sendes alle videre ud i nytårsnatten.

Der er tale om et super eksklusivt tilbud, og der er kun sat 20 pladser til salg. Der kan købes borde til 2, 4, 6 eller 8 gæster, så længe lager haves. Den samlede pris for 5 retter, velkomstbobler, 5 cocktails og mineralvand er 1.200 kr. pr. næse.

Vi ses på Bar Next Door til nytår – med krudt i glasset og fyrværkeri på tallerkenen!

Modgiften til gavepanik: Læg 8 (snart 9) restauranter under træet

Er du typen, der har alle julegaver i hus i slutningen af november, og blot bruger december på at brygge gløgg og instagramme billeder af din hjemmelavede konfekt i ro og mag?

Så er denne opfordring ikke henvendt til dig!

Den er i stedet målrettet de højtidspaniske last minute-shoppere, som døjer med to klassiske problemstillinger: 1) De kan dårligt nok kæmpe sig frem for menneskemængderne i byens stormagasiner og butikker i de sidste dage op til jul. 2) De er for idealistiske til bare at købe de første og bedste gaver. Næh, pakkerne under træet skal jo stadig gerne betyde noget.

Heldigvis har vi den perfekte løsning: Et gavekort til Madklubbens etablissementer. Her får du muligheden for at forære en restaurantoplevelse på ikke bare ét, men hele otte forskellige spisesteder bort . Ja, faktisk er der snart tale om 9 restauranter, når vi fra februar 2016 slår dørene op til et spritnyt projekt på Regnbuepladsen klods op ad Københavns Rådhus.

Du bestemmer selv størrelsen på gavekortet. Der er frit slag fra 300 kr. og helt op til 5.000 kr. Det gode ved Madklubbens spisesteder er, at selv små penge varer langt, når der langes ærlig velsmag over disken. Sæt et personligt touch på med en besked til modtageren – måske du har et særligt sted i Madklubben-familien, du gerne vil anbefale?

Når du har købt gavekortet , sendes det direkte til din mail. Print, fold og læg i en fin kuvert med en sløjfe på, og du har den perfekte julegave til madelskeren i dit liv.

Vi glæder os til at hygge om modtageren af den appetitvækkende pakke.

Ny bog hylder arkitekterne bag vores lokaler på Nørrebro

Der er mange forskellige ting, der gør vores 3 restauranter ved Sortedam Dossering til noget særligt. Altså hvis vi selv skal sige det, ik’? Vi er stolte af vores mad, af vores møbler, af vores dygtige kokke og vores søde tjenere.

Og så er vi i den grad stolte af vores beliggenhed. De smukke lokaler i gården og ud mod Søerne på Sortedam Dossering er en kilde til inspiration hver eneste dag. Derfor synes vi også, det er på sin plads at give de visionære folk bag et klap på skulderen. Det er nemlig danske Årstiderne Arkitekter, der har været primus motor på at få renoveret og transformeret den gamle Irma-karré til et levende bytapet af restauranter, caféer, kontorer og lejligheder.

Firmaet har netop udgivet en spritny jubilæumsbog, som blandt andet handler om de stemningsfulde bygninger, både Alabama Social , Hanzō og Gran Torino har til huse i. Vi har fået lov til at dele et par af de flotte billeder, som blev skudt i forbindelse med arbejdet med bogen, og som for alvor viser mødet mellem gammelt og nyt i det krydsfelt, hvor byens hengemte rum bliver tænkt på ny.

Hvis du er arkitekturglad, kan du gå på opdagelse i den spritnye udgivelse ved at købe bogen på Saxo.com . Har du sågar også fået appetit på at opleve arkitekturen under den evigt æglæggende Irmahøne på egen hånd, kan du snildt bestille bord på en af vores restauranter lige her .

Vi ses på Nørrebro!

_I2Q6516-Edit _I2Q6630 _I2Q4308-Edit _I2Q4732

Ugens craving: Waffle ’n’ shrimps på Alabama Social

Den søde juletid har for alvor lullet byen ind i en dyne af flæskesteg, ris a la mande og karrysild. Julefrokosterne buldrer derudad som et damptog med tanken fuld af snaps, og midt i det dundrende højtidsræs kan man godt begynde at hungre efter noget andet end julemad.

Heldigvis har vores restauranter masser af kreative og anderledes indslag på julemenuerne, og lige nu craver vi en helt bestemt ting: Waffle ’n’ shrimps på sydstatsfavoritten Alabama Social .

Fordi hvem har lige sagt, at alternativet til den klassiske julemad skal være mindre snasket? Ikke kokkene på Alabama Social i hvert fald. De er eksperter i amerikansk soul food, og hvis der er noget, der kan varme sjælen i en kold tid, så er det en lun belgisk vaffel toppet med friterede kæmperejer og barbecuesauce.

Lyder det en kende upassende? Godt, så har vi ramt den ægte sydstatsånd. Men faktisk er resultatet mere uimodståeligt end upassende. De sprøde gambas-rejer, den syrligt røgede sødme fra barbecuesaucen og den friske salat på en blød vaffelbund er en kombi, der kan få selv julemanden til at udbryde et ”Sweet baby Jesus that’s tasty!” (indsæt selv tyk accent à la Kentucky.)

Den herlige kombi fås som forret til 95 kr. Tjek resten af menukortet ud her , og glem ikke at bestille bord . Der er nemlig rift om pladserne på vores lille stemningsfulde stykke USA ved Søerne.

Eksplosivt billetsalg: Kun få pladser tilbage til nytårsaften

Der er dømt krudt i gaden og fyrværkeri på tallerkenen, når Madklubbens 8 restauranter dækker op til festmiddag på årets sidste aften. Selv om København svømmer i klejner og julestads disse dage, lader det til, at folk også for alvor er kommet i tanke om nytårsaften.

I hvert fald har vi igennem de seneste to uger solgt mere end to tredjedele af billetterne til de eftertragtede nytårsmiddage på vores spisesteder. Det handler med andre ord om at være hurtig på tasterne, hvis du vil nå at sikre dig plads.

For eksempel er der stadig billetter at få på Madklubben i Store Kongensgade , hvor kokkene disker op med østers, jomfruhummer, Beef Wellington og chokoladetrøffel for bare 500 kr. Hvis du for alvor vil sætte trumf på årets sidste aften, er der også ledige pladser på Bistro Royal på Kongens Nytorv , som tilbereder en 4-retters livsnydermenu med tilhørende vine for 1.000 kr. pr. næse.

Du kan se alle nytårsmenuerne på vores restauranter og købe billetter via shop.madklubben.dk – men vent ikke for længe!

”Ja hallo, er der en fræk pizza på linjen?”

Gran Torino er klar med breaking news til din knurrende mave, uanset om den larmer på en helt almindelig hverdagsaften eller synger tømmermandssange på en søndag. Nu behøver du nemlig ikke længere dukke op på restauranten for at bestille takeaway – du kan også klare det over telefonen.

Ok, så måske virker det ikke som den største teknologiske landvinding i verden, at du kan ringe og bestille en pizza to go. Men ikke desto mindre er vi rigtig glade for endelig at kunne efterkomme de mange forespørgsler, vi har fået på netop den løsning.

Fremover kan du ringe til Gran Torino på tlf. 38 41 41 65 inden for restaurantens åbningstid , trykke 3 for ”takeaway” og vupti, så får du en glad pizzabager eller en af hans søde tjenervenner i røret.

Takeaway-menuen skifter løbende, men kan altid findes ved at klikke her .

Og husk, at du også stadig er mere end velkommen til bare at droppe forbi og placere din bestilling. Så kan du hænge ud i cocktailbaren, mens din pizza bages færdig i en af vores 375 grader varme Valoriana-ovne.

Vi ses hos byens lækreste baggårdsitaliener lige ved Søerne.

Vild adventskalender: Spis til halv pris på Madklubben

På Madklubbens restauranter har målet altid været at servere god mad og vin i lækre omgivelser til billige priser. Det startede med en enkelt restaurant i Store Kongensgade. Nu er vi vokset til otte spisesteder og en rendyrket cocktailbar , og vi har flere spændende fremtidsprojekter på tegnebrættet.

Men en gang i mellem er det også vigtigt at stoppe op og gøre status – at være stolte og taknemmelige for det, man har opnået. Sagen er, at Madklubbens succes aldrig havde kunne lade sig gøre uden alle de skønne gæster, som har været med til at gøre vores drømme til virkelighed.

Derfor vil vi i år give tilbage til byens mange madører. Det sker i form af en uhørt adventskalender, som består af 4 skønne halvprismåltider på 4 forskellige restauranter i Madklubben-familien. Hver søndag i advent vil det være muligt at spise en forhåndsbestemt menu med 50% rabat på en ny restaurant. Vi taler med andre ord om en lækker middag i prislejet 140-175 kr. pr. kuvert.

“Drivkraften bag adventskalenderen er ikke at tjene penge. Det kan slet ikke lade sig gøre, når vi skærer halvdelen af prisen på maden. Det handler i stedet om at give folk en ekstra oplevelse i en travl og dyr måned, og vi åbner endda op for flere restauranter, som normalt holder lukket om søndagen,” siger indehaver Anders Aagaard, og uddyber:

“Det har altid været muligt at spise på Madklubbens restauranter for små penge. Men det her er et helt ekstraordinært tiltag, der skal ses som vores julegave til madglade Københavnere og besøgende.”

Billetter til adventsmiddagene sættes til salg de kommende fire mandage kl. 10 på shop.madklubben.dk – her vil du også kunne se menuen til den forestående middag.

OBS! Det er ikke muligt at forudbestille billetter ved at kontakte restauranterne direkte. Billetter kan kun købes på disse tidspunkter:

  • Søndag den 29. november: Madklubben , Store Kongensgade 66.
    UDSOLGT
  • Søndag den 6. december: Hanzō , Sortedam Dossering 5.
    UDSOLGT
  • Søndag den 13. december: Madklubben Steak , Pilestræde 23.
    UDSOLGT
  • Søndag den 20. december: Bistro Royal , Kongens Nytorv 26.
    UDSOLGT