About Madklubben

Posts by Madklubben :

Tip: Sådan sparer du 10% på Bar Next Door

Uanset om du allerede er stamgæst på Bar Next Door eller stadig har smagen af de populære og prisvenlige drinks fra Madklubbens cocktailhule ved Søerne til gode, så er der nu ekstra god grund til at kombinere et besøg på baren med spisning på en af vores tre Nørrebro-restauranter.

Italienske Gran Torino , amerikanske Alabama Social og asiatiske Hanzō ligger som perler på en snor side om side med cocktailbaren, og derfor er det oplagt at starte eller slutte aftenen med en drink på Bar Next Door. Gør du det tirsdage, onsdage eller torsdage, giver vi endda 10% rabat på den første drikkevare til alle i selskabet. Dog kun til gæster, som også spiser på en af vores restauranter samme aften.

Læs også: Bar Next Door frister med gådefulde cocktails

Alt I skal gøre er at fremvise jeres reservationsbekræftelse på Bar Next Door, hvis I gerne vil sippe drinks før middagen. Står den på kølige cocktails, øl eller vin efter middagen, viser I i stedet jeres regning fra det forudgående restaurantbesøg.

Fristet? Læg ud med at booke bord på en af vores 3 indbydende Nørrebro-restauranter . Så ses vi måske til cocktails med 10% rabat på Bar Next Door en tirsdag, onsdag eller torsdag i nærmeste fremtid.

Vi glæder os allerede til at skåle med jer!

Manden bag Madklubben taler ud om “knivkamp” i Euroman

Hvordan opstod Madklubben? Er vi i krig med Cofoco? Og er der et særligt iværksætterpulver i drikkevandet i Sønderjylland? Det er bare nogle af emnerne, som tages op i et stort anlagt dobbeltinterview i denne måneds udgave af livsstilsmagasinet Euroman.

Her har journalist Thomas Hebsgaard sat Madklubbens indehaver og karismatiske primus motor, Anders Aagaard, i stævne sammen med Cofoco’s førstestyrmand, Torben Klitbo. Som mange madglade danskere ved, var de to gæve sønderjyder i sin tid fælles om at starte Cofoco. Men arbejdsglæde blev til arbejdslede, venskaber blev brudt og de gik hver til sit.

Læs også: Vi åbner Steak Royal til marts

Men er de to overhovedet stadig sure på hinanden? Og hvordan har de hver især fået skabt en kulinarisk succes med fokus på stor smag til små priser? Det og meget mere kan du få svaret på i Euroman-interviewet, som både kan læses online og i den trykte udgave af magasinet. Vi kan afsløre, at interviewet (heldigvis) i langt højere grad handler om to visionære mænds restaurantsucceser end om deres indbyrdes og, tør man sige “forældede”, fejder.

Hvis du er nysgerrig efter at lære manden bag Madklubben bedre at kende, og se, hvor godt det egentlig går for vores 8 restauranter og ene cocktailbar , så er det bare med at stryge ned i bladkiosken eller klikke her sporenstregs.

Advarsel: Akut appetit kan indtræffe ved læsning. Vi anbefaler en udflugt til et af vores populære spisesteder som modgift.

Valentine’s Day på Madklubbens restauranter forklaret med GIFs

Måske er du typen, der tænker: ”Valentine’s Day? Er det ikke bare sådan noget amerikansk pussenussefjolleri, der er sat i verden for at få folk til at købe blomster og chokolade?”

Eller måske er du, som os, typen, der tænker: ”Helt sikkert! Endnu en undskyldning for at gå ud og spise god mad med min yndlingsperson.”

Hos Madklubben hilser vi enhver undskyldning for at gå ud og spise fremragende mad til fair priser velkommen. At der så smøres lidt ekstra kærlighed på toppen, er kun prisværdigt i vores optik. Det mætter jo alt sammen!

Derfor har vi sat os for at vise, hvordan stemningen til Valentine’s Day på vores restauranter kommer til at folde sig ud. Sådan cirka altså. Ikke ved hjælp af ord, ikke ved hjælp af billeder. Nej, ved hjælp af GIF’s. De små, animerede billedsekvenser florerer i stor stil på de sociale medier, og vi synes de er oplagte til at illustrere den (mad)kærlighed, som kommer til at strømme gennem vores spisesteder søndag den 14. februar.

Bar Next Door:

Ok, så faktisk har Bar Next Door ikke åbent søndag den 14. februar. Men hvis du er en romantisk natteravn, kan du byde din udkårne på en cocktail i de små timer efter midnat, når lørdag den 13. bliver til søndag den 14. Bar Next Door shaker løs helt frem til kl. 02.

Madklubben Bistro-de-Luxe:

Den perfekte destination for dig, der gerne vil invitere din ledsager med på en elegant og indbydende restaurant, men også gerne vil bevare det gode forhold til din bankrådgiver. En 3-retters menu starter på bare 200 kr., og herlighederne serveres i smukke omgivelser med levende lys, ædelt træ på væggene og Børge Mogensen-stole under rumpetterne.

Tony’s:

Vores populære restaurant i Havnegade for enden af Nyhavn er en vaskeægte italiener med amerikanske karaktertræk. Det betyder spaghetti meatballs i rigelige mængder, forførende à la carte-retter og rendyrket romantik i stearinlysets skær. Også her kan 3 retter fås for 200 kr. #ThatsAmore

Bistro Royal:

Med delesteg, bearnaise og syndige desserter til fair priser er menukortet på Bistro Royal i forvejen så åbenlyst romantisk, at vi i stedet vil fokusere på en anden slags date: Hvis du er en stolt single, så sving forbi spisebaren og kig en hummer dybt i øjnene. ’Cause nothing will love you like shellfish will.

Gran Torino:

Vi var i tvivl om, hvorvidt vi skulle bruge denne GIF til Tony’s eller Gran Torino. Valget faldt på sidstnævnte, da vores italienske Nørrebrofavorit emmer af rendyrket baggårdsromantik. Gå om bord i et væld af nybagte pizzaer direkte fra stenovnen, prøv husets lasagne og slut af med en klassisk tiramisu fra den særlige ”Lazy Sunday”-menu.

Hanzō:

Madklubbens asiatiske spiseri på kanten af Søerne er klar med en vaskeægte Valentins-trumf. De smider nemlig et gratis glas velkomstbobler i pakken, når de serverer en uimodståelig 13-retters menu (ja, 13!) for uhørte 350 kr. pr. snude. Pladserne skal bestilles og betales på forhånd via shop.madklubben.dk

Alabama Social:

Hvis du ikke er bange for at vise din date, at du for alvor kan spise igennem, så er Alabama Social det rette sted. Her står den på soul food fra de amerikanske Sydstater, og du er lovligt undskyldt, hvis du kommer til at tale mere om maden end om parforholdet. Den er nemlig en fest for både smagsløg og øjne.

Madklubben Steak:

Madklubben Steak holder også ekstraordinært åbent på en søndag. De dækker op med levende lys i restauranten og smider saftige steaks på grillen, så du kan koncentrere dig om at kigge din ledsager dybt i øjnene og fremsige kærlighedserklæringer som: ”Du er mit livs bearnaise” eller ”Jeg ved det lyder cheesy, men du er sødere end min cheese cake”.

Madklubben Vesterbro:

Hvis målsætningen er en valentinsaften med kant og kulinarisk overskud, så book bord på Madklubben Vesterbro. Her går en rå, men designlækker indretning hånd i hånd med et bugnende menukort. Skal der kysses over burgere, bøffer eller et udvalg af de brandgode forretter? Der er frit valg på alle hylder.

Forvirret? Så fortvivl ikke. Du kan nemt og hurtigt få et overblik over alle Madklubbens restauranter og booke bord lige her .

Bar Next Door frister med gådefulde cocktails

Hvis dit hjerte banker for velshakede drinks, cool cocktails og kække sjusser, så skal du unde dig selv et besøg på Bar Next Door . Det indbydende vandingshul ligger, som navnet også antyder, lige ved siden af vores tre restauranter på Nørrebro: Alabama Social , Gran Torino og Hanzō .

Uanset om du tager plads under ”cocktails & dreams”-skiltet før eller efter en middag på et af vores spisesteder eller blot svinger forbi med det ene formål at kigge bunden af et cocktailglas dybt i øjnene, så glæder vi os til at forkæle dig.

Cocktailmenuen er bygget op omkring et udvalg af klassiske cocktails, samt en talrække af signaturkompositioner. ”En talrække?”, tænker du måske. Ja, vi synes nemlig, at det lyder tilpas ekstravagant og gådefuldt at henvende sig til bartenderen og indforstået hviske: ”Bare en Number 7, tak!”.

Tillad os at præsentere dig for et udvalg af de mest populære “tal” fra Bar Next Door:

No. 5: En smooth tequila-cocktail lavet på ”Calle 23 Blanco” med limejuice, ananasjuice, sukker og ”celery bitters”:

IMG_6814

No. 6: En klassisk sour med “Pimm’s No. 1”, Applejack, citronsaft, sukker og æggehvide:

IMG_6818

No. 7: Gør klar til at redefinere din opfattelse af en daiquiri! “Havana 3”, limejuice, sukker, klementin og rosmarinmarmelade i perfekt harmoni:

IMG_6822

No. 8: En romcocktail til kaffeelskeren: Kaffeinfuseret “Angostura 5”, Kahlua, ”orange bitters”, en smule Campari, karamelsirup, figner, fløde og appelsinskal. Ja tak!

IMG_6831

No. 9: En nyfortolkning af en ”Gimlet” med Beefeater Gin, Aperol, rød grape og danskvand. En vaskeægte tørstslukker:

IMG_6843

No. 10: Den mest kraftfulde kop te, du nogensinde har fået serveret. En kombi af ”Great Kings St. Scotch”, sirup med kamille og honning, humleekstrakt, ”chocolate bitters” og en knivspids citron:

IMG_6836

No. 11: En forfriskende fætter med bourbon, Maraschino, citron, sukker, ginger beer og ”Angostura bitters”:

IMG_6851

Er du blevet tørstig? Det er vi i hvert fald. Vi ses på Bar Next Door, som ligger en spytklat fra Dronning Louises Bro på Nørrebro. Du kan tjekke det fulde barkort og se åbningstide r her.

Valentine’s Day på Hanzō: 13 retter + bobler for kun 350 kr.

Man siger, at vejen til hjertet går gennem maven. Det ordsprog følges til punkt og prikke hos vores asiatiske Nørrebrofavorit, Hanzō , som serverer intet mindre end 13 retters rendyrket kærlighed for bare 350 kr. pr. næse mandag til lørdag.

Når kalenderen skriver Valentine’s Day den 14. februar, slår Hanzō helt ekstraordinært dørene op til en romantisk aften på en søndag. Det betyder ikke, vi skruer op for prisen – til gengæld skruer vi op for amorinerne. Vi serverer nemlig et glas velkomstbobler til dig og din hjertenskær helt kvit og frit.

De mange lækre retter serveres på små fade på midten af bordet i 4 heats. Delekonceptet passer perfekt til en romantisk date, og hvis du er i toptræning med spisepindene, kan du jo med fordel made din udkårne med en frisk forårsrulle eller to. Vi må dog understrege vigtigheden af, at du er ferm med den asiatiske spiseteknik. For der er intet, der kan ødelægge en god date, som en vildfaren spisepind i øjet. Tro os, vi taler af erfaring.

Hvis du synes, at din kæreste/kone/mand/elsker/flirt fortjener en overdådig 13-retters middag med bobler på årets mest romantiske aften, så kan du læse mere om menuen og købe pladser via Madklubben Shop allerede nu.

Vi ses til kogekunst og kærlighed på Hanzō søndag den 14. februar.

Nyt menukort på Hanzō bugner af overskud

Spar flybilletten til fjernøsten denne vinter og book i stedet bord hos vores asiatiske storcharmør på kanten af Søerne. Hanzō har netop præsenteret et spritnyt menukort , som med garanti kan holde vinderdepressionen fra døren.

Glæd dig til masser af smagsindtryk, friske råvarer og flotte farver, uanset om du bestiller en enkelt ret, lidt flere eller alle 13 for bare 350 kr. Hanzō’s dygtige køkkenteam bevæger sig som altid i krydsfeltet mellem street food og finere gastronomi, så du på én og samme aften både kan føle dig hensat til en velduftende gyde i Hanoi, en traditionel japansk izakaya-kro og en elegant restaurant på strandkanten i Thailand. Alt sammen samlet på Nørrebro.

Vi kunne sagtens skrive en kærlighedserklæring til hver enkelt ret, men vi vil i stedet nøjes med at fremhæve en håndfuld af de nye fristelser.

Som for eksempel den hjemmelavede svinerilette med saftigt trevlekød rørt med koreansk kimchi, der er en blanding af gæret kål, chili og hvidløg. Anretningen fuldendes af en pærepuré og sprøde, soyaristede hasselnødder:

IMG_6783

En anden favorit er de friske forårsruller med sprødstegte tiggerrejer, agurk, salat og friskplukket koriander. Lige til at hapse med spisepindene:

IMG_6762

Gademadsinspirationen kommer for alvor til udtryk i Hanzō’s nye ”blæksprutte dog”, der har rødder i de klassiske, vietnamesiske ”bánh mì”-sandwiches. Det lune, lyse brød fyldes med friterede miniblæksprutter, pickles og spicy mayo.

IMG_6773

Hvis du vælger 13-retters menuen til 350 kr. pr. snude, står den på hele to forskellige hovedretter: Mør flat iron steak skåret i skiver, serveret med en sød og salt hoisinsauce, samt friteret fisk med karry og kokos:

IMG_6802

IMG_6745

Er du blevet fristet? Godt, det var også meningen. Så kan du med fordel stimulere appetitten endnu mere, ved a t tjekke det fulde menukort fra Hanzō ud her . Skulle den blive så voldsom, at du simpelthen er nødt til at svinge forbi og spise, så anbefaler vi varmt at booke bord på forhånd .

Vi glæder os til at byde dig velkommen på Hanzō.

Alabama Social laver soul food til populært madmagasin

Drømmer du om at kunne lave retter, der dufter, smager af og ser ud som i de amerikanske Sydstater? Eller trænger du bare til fornyet madinspiration i de kolde vintermåneder? Så er der god grund til at stryge ned i den nærmeste bladkiosk og sikre sig det seneste nummer af månedsmagasinet Mad & Venner.

Det danske madmagasin sætter nemlig fokus på amerikansk comfort food i januar, og til formålet har de inviteret vores populære sydstatsrestaurant på Nørrebro, Alabama Social , med i fotostudiet og ind på opskriftsredaktionen.

Resultatet er hele 7 fristende opskrifter fra det krydrede og karakterfulde cajun-køkken, alle signeret af vores topdygtige kok og partner på Alabama Social, Martin Alf. Kig med over skulderen, når Martin blandt andet laver jerk chicken med grillede søde kartofler, dybstegte crab calas, pil-selv-krebs Louisiana style og klassisk corn bread.

Vi kan desværre ikke viderebringe opskrifterne her, men hvis du er typen, der hellere vil sætte dig til bords end at tænde op under kødgryderne derhjemme, kan du naturligvis altid svinge forbi og smage på de amerikanske Sydstater på restaurant Alabama Social. Tjek hele vores menukort ud her , og glem ikke at booke bord på forhånd .

Vi ses til sjælevarmende soul food på Sortedam Dossering 3 og hjemme i dit eget køkken.

Magasinet Mad & Venner koster 70,95 kr. og kan købes hos velassorterede bladhandlere.

Bar Next Door justerer på åbningstiderne

Foto: Rune Berg – gæst på Bar Next Door

Der er nu gået lidt over 3 måneder siden, vores stemningsfulde cocktailhule med panoramaudsigt over søerne slog dørene op. Og hvilke 3 måneder! Vi har dannet rammen om tørstslukkende events, skænket flere tusinde drinks og sat Sortedam Dossering på Københavns cocktailkort.

Det er dog især i weekenderne, at Bar Next Door for alvor trækker fulde huse i timerne efter midnat, og derfor har vi valgt at skære 2 timer af åbningstiden om torsdagen. Dog kun frem til og med marts, hvor vi har indgået en aftale med forårssolen om at kysse København og gøre byens borgere kåde nok til også at ville være sent ude på en torsdag.

I januar, februar og marts hedder åbningstiderne på Bar Next Door derfor:

  • Tirsdag, onsdag og torsdag kl. 16:30-00.
  • Fredag og lørdag kl. 16:30-02.
  • Søndag og mandag: Lukket.

Vi ses til kølige cocktails og uforlignelig stemning på Bar Next Door , Sortedam Dossering 3 en spytklat (og det er ikke bare ejendomsmæglersprog!) fra Dronning Louises Bro.

Nyt koncept: Søndag på Gran Torino er nu ”Lazy Sunday”

Søndage blev skabt med ét formål: At slappe af. Det er den dag på ugen, hvor du bedst kan forsvare at sove længe, se Netflix under dynen på sofaen og komme en ekstra skefuld sukker i kaffen. Det er også den dag på ugen, hvor energien til at lave aftensmad sjældent rammer de vilde højder.

Derfor har vi opfundet ”Lazy Sunday” på vores Nørrebro-italiener, Gran Torino . En helt afslappet restaurantoplevelse, hvor vi har skåret menukortet til, så det passer til de simple men smagfulde cravings, der normalt opstår en søndag aften.

Læs også: Alabama Socials “Dirty Southern Brunch” vender tilbage

Glæd dig til et lille udvalg af forretter og et stærkt fokus på lækre pizzaer direkte fra stenovnen. Vores pizzaer er lavet efter en napolitansk tradition, hvor sømændene siden tidernes morgen har foretrukket en pizza, der kunne rulles som en pandekage.

Dejen er lavet på fintkværnet Caputo-mel, og pizzaerne bages halvandet minut i den 375 grader varme ovn, som giver dem den bløde midte, det seje bid og den sprøde, luftige skorpe, vi elsker. Du kan altid vælge mellem 7 forskellige pizzaer på Lazy Sunday-menuen .

Frisk på en dessert at slutte af på? Så er der blot én mulighed, som til gengæld er helt rigtig: Gran Torinos tiramisu med espresso, amaretto, vaniljelikør og marsala. Mama mia!

Vi ses til Lazy Sunday på Gran Torino. Book dit bord allerede i dag .

Vi holder søndagslukket den 17. januar og fester for vores ansatte

Kære gæst, søndag den 17. januar holder vi aftenlukket af den bedst tænkelige årsag: Vi holder nemlig en stor fest for vores dejlige ansatte. Efter et begivenhedsrigt 2015, en travl julesæson og et sprudlende nytår fortjener Madklubbens mere end 300 medarbejdere at blive hyldet.

Vi drager ud i vintermørket for at spise, danse og kåre årets største præstationer blandt vores kokke, tjenere og restauranter. Indrømmet, det bliver svært at vælge, for i 2015 har vores ansatte endnu engang hjulpet med at sætte rekorder, åbne nyt og holde hjulene kørende på en perlerække af hovedstadens mest populære spisesteder.

Vi har valgt at holde festen på ugens mest stille dag. Ikke desto mindre betyder det, at vi holder ekstraordinært søndagslukket på alle vores restauranter – også dem, som normalt byder indenfor, når ugen går på hæld. Alabama Social holder dog stadig åbent til brunch og Bistro Royal ligeså til frokost.

Vi takker for forståelsen og glæder os til at byde velkommen med fremragende mad til fair priser igen fra mandag den 18. januar.