Søndag den 7. marts dyster kongerigets dygtigste køkkenspirer om titlen som Danmarks bedste kokkeelev i forbindelse med FoodExpo 2016 i Messecenter Herning. Vi er pavestolte af, at Madklubben er repræsenteret i skikkelse af 21-årige Jonas Feldt Niemann, som til hverdag står i lære på vores amerikanske sydstatsrestaurant, Alabama Social .

Vi gav Jonas en pause fra køkkenræset på Nørrebro og tog en snak om kokkedrømme, godt håndværk og hvorfor det er fedt at bevæge sig ud på ukendt grund.

Lad starte ”fra scratch”: Hvordan ender man lige med at stille op til DM for kokkelever?

”Jamen faktisk er det lærerne på landets forskellige skoler, i mit tilfælde Hotel- og Restaurantskolen i Valby, som er med til at udvælge deltagerne. De holder øje med, hvem der udviser særligt talent og indstiller derefter 2 personer til at konkurrere som et makkerpar og repræsentere skolen. Min makker hedder Mads Krogholt Bonde og arbejder på No. 2. Jeg kendte ham ikke tidligere, men efter at have trænet sammen et par måneder er vi blevet rigtig gode venner.”

Hvad er det fedeste ved skulle deltage i Danmarksmesterskaberne?

”Helt ærligt? Så havde jeg aldrig set mig selv som konkurrencekok. Men da jeg blev spurgt, var jeg ikke i tvivl om, at det kunne være en fed udfordring. Jeg elsker at stille høje krav til mig selv og prøve kræfter med nye og ukendte ting. Det er den slags, der gør, at man vokser og rykker sig professionelt.”

Hvor stammer din egen kærlighed til mad fra?

”Den stammer fra min familie. Flere af mine familiemedlemmer arbejder i branchen, og især min fætter, som er kok, har jeg set meget op til lige siden jeg var lille. Og så elsker jeg de wauw-oplevelser, man kan få ved at spise god mad. For eksempel blev jeg helt blæst væk, da jeg besøgte Søllerød Kro sidste år. Alt det hårde arbejde og de mange timers forberedelse kommer til udtryk gennem maden. Det viser en kærlighed til faget, som jeg har kæmpe respekt for.”

Hvordan endte du med at stå i lære på Alabama Social?

”Jeg startede faktisk med at stå i lære på Nimb, hvor jeg også blev gode venner med Johan Burich-Holck, som nu er restaurantchef på Alabama Social. Efter en bytur snakkede vi om, at der skulle ske noget nyt, og jeg var frisk på at kaste mig ud i et totalt anderledes køkken. På Alabama Social lærer jeg en masse om en madkultur, der er fremmed både for mig og for de fleste danskere. Men selv om det er et anderledes køkken med spøjse ingredienser, er maden stadig let at forstå. Det er hyggemad som man kan samles omkring.”

Hvad er dine vildeste kokkedrømme for fremtiden?

”Haha, jamen jeg skal selvfølgelig have mit eget sted og være min egen chef. Jeg aner ikke, hvad det skal være endnu, men der er vi igen tilbage til det med det ukendte: Jeg tænder på det. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, men usikkerheden driver mig. Uanset hvad fremtiden byder på, så ved jeg, at kommer til at vokse både som menneske og kok af de udfordringer, jeg møder.”