Asiatisk

På Hanzō med Sisse Fisker

Med en status som en af kongerigets mest populære TV-værter, sendte det chokbølger gennem medielandskabet, da Sisse Fisker tilbage i august sagde op på DR. Nu skulle fremtiden stå på familietid og freelancearbejde, samt velgørenhed både for Fiskers egen SMILfonden og Ønskefonden, som har hovedsæde i USA.

Sisse popper dog stadig op på skærmen – senest som vært på DR-programmet ”Livets Opskrift”. Her gik turen kloden rundt til lande, hvor folk lever længere end i Danmark – heriblandt Japan.

Det fik os til at sætte Sisse i stævne på Madklubbens asiatiske Nørrebrorestaurant, Hanzō , så vi kunne høre mere om, hvor hun selv får sin livskraft fra, hvad det sidste måltid skulle være og hvordan hun finder ro i hverdagen.

Lad os tage den fra toppen: Hvem er Sisse Fisker?

”Hun er nybagt forfatter, tv-vært og foredragsholder. Og så er hun kæmpe fan af at nyde livet i al almindelighed.”

Hvad har du sidst taget billeder af på din telefon?

”Jeg har taget billeder af vores bil, som er sat til salg, så vi kan få råd til at rejse to måneder til Asien til vinter.”

Et par måneder i Asien lyder meget Julia Roberts og ”Eat, Pray, Love-agtigt. Men hvem skulle spille Sisse i filmen om dit liv?

”Det skulle Jennifer Aniston.”

Hvad er det bedste råd, du har fået af dine forældre?

”Stædighed betaler sig.”

Er der noget i dit liv, du ville ønske, du kunne gøre om?

”Jeg vil måske ha’ droppet et par marathon-løb, så min ryg i dag havde været knap så svag.”

Sisse kigger eftertænksomt ud over Søerne gennem ruden et par sekunder, inden hendes letgenkendelige, isblå øjne igen fokuserer, og et varmt smil antyder, at hun er klar til de næste spørgsmål.

Hvilken begivenhed har formet din karriere?

”Mine optagelser til programmerne “Livets Opskrift” var faktisk det, der fik mig til at sadle om i min karriere. Hvis ikke jeg i forbindelse med optagelserne havde mødt så mange spændende og passionerede mennesker, så havde jeg måske ikke turde at hoppe ud i et liv som selvstændig.”

Du forlod DR under stor mediebevågenhed. Hvad står programmet på nu?

”Den 4. november kom min bog på gaden, så den har jeg brugt meget krudt på den seneste tid. Desuden skal jeg ud og holde en del foredrag og så er jeg ved at arrangere fest for syge børn på Rigshospitalet gennem SMILfonden, som jeg stiftede sidste år, og hvor jeg er bestyrelsesformand.”

Hvis du kunne vælge et hvilket som helst job i verden, hvad skulle det så være?

”Så ville jeg være opdagelsesrejsende. Jeg ville elske at rejse ud og besøge nye spændende steder i verden – både alene og med min familie.”

Hvad er det mest mindeværdige måltid, du har spist?

”For nylig var jeg i Okinawa i Japan og boede hos en familie, som KUN kunne tale japansk. Det var lidt op ad bakke ind i mellem. En aften fik vi suppe og jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var for noget kød vi spiste. Det viste sig at være grisetæer…”

Ok, så mindeværdigt på den ikke helt succesfulde måde. Hvad har din største succesoplevelse så været?

”At jeg har fundet en mand, som jeg er sikker på, jeg skal være sammen med resten af livet. Og at vi har været så heldige at få to krudtugler, der får mig til at grine hver eneste dag.”

Hvilket karaktertræk hos dig selv er du gladest for?

”Min stædighed.”

Og hvad irriterer dig mest ved dig selv?

”Min utålmodighed.”

Hvad er det bedste kompliment, du har fået?

”At jeg ligner Helena Christensen. Og det kom fra Gary Barlow som jeg interviewede i Aftenshowet. Slå den!” griner Sisse, så et lille grillspyd med kylling stegt i rød karry hopper og danser i hendes hånd.

Hvad kan gøre dig vred?

”Folk der lyver.”

Hvordan finder du ro?

”En gåtur ved vandet ved vores sommerhus i Vejby Strand eller ved Vesterhavet, når jeg er hjemme hos mine forældre i det nordjyske.”

På death row får fangerne lov til at vælge, hvad deres sidste måltid skal bestå af. Hvad ville du vælge, hvis det var dig?

”Profiteroles og champagne.”

Sådan!

Ugens craving: Sjælevarmende suppe fra Hanzō

Det kan være overordentligt svært at holde energiniveauet oppe, når novemberhimlen åbner sig med blæst, kulde og regn til følge. Derfor er det vigtigt at kende byens små genveje til fornyet livskraft og lykkefølelse.

Vi vil vove at påstå, at Hanzōs nye nudelsuppe er lige præcis sådan en genvej. Her har du en asiatisk sjælevarmer, der bugner af smag og madhygge – lige til at tage et hovedspring ned i, når vejret raser på den anden side af ruden.

IMG_9622

Nudelsuppen er lavet på en kraftig oksefond smagt til med tørret chili, fiskesauce og soja. Heri svømmer stykker af svinebryst saltet med koreansk kimchee, som efterfølgende langtidsbraiseres og friteres gylden og sprød i kanten inden servering.

Suppens faste inventar byder desuden på friske bønnespirer, sommen-nudler, frisk chili, koriander og et cremet, pocheret æg. Hertil skifter ekstra elementer som jelly mushrooms, vandspinat, kinaradiser, pak choy og lignende fra uge til uge i takt med hvilke friske råvarer, restauranten får hjem fra Thailand og Laos.

Hanzōs uimodståelige nudelsuppe koster 120 kr. à la carte, og kan også tilkøbes sammen med restaurantens populære 13-retters tastingmenu .

Book bord på Hanzō lige her.

Weekendplaner? Hanzō fejrer fødselsdag med gratis bobler

Lørdag den 24. oktober er det præcis et år siden, at vores asiatiske smeltedigel, Hanzō , slog dørene op på Sortedam Dossering nr. 5. Det har været 365 dage fyldt med skønne oplevelser, hvor vi har testet, udviklet og forfinet et køkken, der trækker på elementer fra en lang række af kontinentets kulinariske landskaber. Her er grænserne udviskede, men resultatet altid knivskarpt.

For at fejre det første år med elegant orientalsk gastronomi til ualmindelig sympatiske priser, har vi en særlig gave klar til vores gæster i den kommende weekend.

Alle, som booker bord fredag den 23. eller lørdag den 24. oktober, får et glas kolde bobler at starte middagen på. Er man ikke så glad for procenter eller bare under 18 år gammel, giver vi en ”Virgin Roiichū” cocktail med roiibus-te, limeblade og citrongræs i stedet.

Hvad venter du på? Kom og hold fødselsdag med os på Hanzō! Hvis du booker bordet , så sørger vi for boblerne.

Weekend på Nørrebro: Det skal du lave – Det skal du spise

Arbejdsugen er omme, og endelig kan trangen til spændende oplevelser, god mad og kolde cocktails få frit løb. Vi har sammensat den perfekte weekend, uanset om du skal ud med familien, veninderne eller kæresten. Bliv inspireret, prøv noget nyt og spis godt til små priser.

FREDAG

Det skal du lave: Kulturnatten indtager byen med sin tilhørende stormflod af mennesker iklædt praktisk fodtøj og med klatøjede unger i hånden. Undgå Indre Bys overbefærdede gader og stræder, og drag i stedet til Nørrebro. Politimuseet på Fælledvej skal have hjælp til at opklare et mord, og der er brug for både små og store detektiver. Kulturcentret Assistens har omdannet kirkegården af samme navn til en verden af ånder, lys og mystik i mørket. Indgang fra Kapelvej 4.

Det skal du spise: Lad op til Kulturnattens vilde Nørrebroevents eller fordøj indtrykkene på Gran Torino . Vores baggårdslækre storbyitaliener har noget på menuen for alle . Hvis der fuldt hus og ikke et eneste ledigt bord at finde, kan du bestille Gran Torinos lækre pizzaer som takeaway ved henvendelse i restauranten. Perfekt hvis du er sulten efter et kulturnat-slice på farten. Priserne på takeaway-menuen starter ved 85. kr.

LØRDAG

Det skal du lave: Kom ud af fjerene og indsnus den sprøde og kølige efterårsluft. Du skal lege berliner på en lørdag og tage til hipt retro-loppemarked . Det sker mellem kl. 10 og 16 i Guldbergsgade ved muren til den Mosaiske begravelsesplads mellem Møllegade og Birkegade. Her sælger private ud af deres kældre, lofter og klædeskabe. Scor et vintage kaffestel eller en billig striksweater inden vinteren kommer.

Det skal du spise: Efter du har oset på loppemarked, er det tid til at sætte trumf på frokosten. Drop forbi vores frække asiatiske dreng i klassen, Hanzō , som scorer ekstra points med en killer udsigt over søerne. Bestil en kalvetartar med sesam og lotusrod eller en skålfuld blåmuslinger dampet med citrongræs og chili. Begge retter koster 110 kr. på frokostmenuen .

SØNDAG

Det skal du lave: Vær kulturel på en søndag, og inviter den bedre halvdel eller en god ven på spontan teatertur. På Nørrebro Teater i Ravnsborggade spiller for tiden den anmelderroste og hjertevarme feel-good-komedie ”En kort en lang” baseret på den populære danske film af samme navn. Forestillingen rammer scenen kl. 16 på søndag, og billetter fås fra 100 kr. op til 420 kr. Pludselig er ugens mest melankolske dag blevet ugens hyggeligste.

Det skal du spise: Chancerne for, at hyggestemningen er høj efter en tur i teatret er temmelig gpde. Så slut weekenden af med søndagsmiddag på vores stemningsfyldte sydstatsdarling, Alabama Social . I glødelampernes skær kan du gå på opdagelse i den nye efterårsmenu , der byder på oplagt søndagsmums i form af stegte grønne tomater, mac ’n’ cheese, saftige svinekoteletter fyldt med æbler og urter eller en klassisk omgang ”Gumbo” – den navnkundige soul food-ret med fisk, skaldyr og krydret pølse. Sweet baby Jesus!