Gran Torino

Tip: Sådan sparer du 10% på Bar Next Door

Uanset om du allerede er stamgæst på Bar Next Door eller stadig har smagen af de populære og prisvenlige drinks fra Madklubbens cocktailhule ved Søerne til gode, så er der nu ekstra god grund til at kombinere et besøg på baren med spisning på en af vores tre Nørrebro-restauranter.

Italienske Gran Torino , amerikanske Alabama Social og asiatiske Hanzō ligger som perler på en snor side om side med cocktailbaren, og derfor er det oplagt at starte eller slutte aftenen med en drink på Bar Next Door. Gør du det tirsdage, onsdage eller torsdage, giver vi endda 10% rabat på den første drikkevare til alle i selskabet. Dog kun til gæster, som også spiser på en af vores restauranter samme aften.

Læs også: Bar Next Door frister med gådefulde cocktails

Alt I skal gøre er at fremvise jeres reservationsbekræftelse på Bar Next Door, hvis I gerne vil sippe drinks før middagen. Står den på kølige cocktails, øl eller vin efter middagen, viser I i stedet jeres regning fra det forudgående restaurantbesøg.

Fristet? Læg ud med at booke bord på en af vores 3 indbydende Nørrebro-restauranter . Så ses vi måske til cocktails med 10% rabat på Bar Next Door en tirsdag, onsdag eller torsdag i nærmeste fremtid.

Vi glæder os allerede til at skåle med jer!

Nyt koncept: Søndag på Gran Torino er nu ”Lazy Sunday”

Søndage blev skabt med ét formål: At slappe af. Det er den dag på ugen, hvor du bedst kan forsvare at sove længe, se Netflix under dynen på sofaen og komme en ekstra skefuld sukker i kaffen. Det er også den dag på ugen, hvor energien til at lave aftensmad sjældent rammer de vilde højder.

Derfor har vi opfundet ”Lazy Sunday” på vores Nørrebro-italiener, Gran Torino . En helt afslappet restaurantoplevelse, hvor vi har skåret menukortet til, så det passer til de simple men smagfulde cravings, der normalt opstår en søndag aften.

Læs også: Alabama Socials “Dirty Southern Brunch” vender tilbage

Glæd dig til et lille udvalg af forretter og et stærkt fokus på lækre pizzaer direkte fra stenovnen. Vores pizzaer er lavet efter en napolitansk tradition, hvor sømændene siden tidernes morgen har foretrukket en pizza, der kunne rulles som en pandekage.

Dejen er lavet på fintkværnet Caputo-mel, og pizzaerne bages halvandet minut i den 375 grader varme ovn, som giver dem den bløde midte, det seje bid og den sprøde, luftige skorpe, vi elsker. Du kan altid vælge mellem 7 forskellige pizzaer på Lazy Sunday-menuen .

Frisk på en dessert at slutte af på? Så er der blot én mulighed, som til gengæld er helt rigtig: Gran Torinos tiramisu med espresso, amaretto, vaniljelikør og marsala. Mama mia!

Vi ses til Lazy Sunday på Gran Torino. Book dit bord allerede i dag .

Se hvornår vi holder åbent over jul og nytår

Julefreden begynder langsomt at sænke sig. Ok, måske ikke hvis du svinger ind forbi Strøget, hvor en tiltagende panisk folkemængde forsøger at finde de sidste pakker til at lægge under årets glitrende nåletræ.

Også på vores restauranter begynder julen så småt at betyde feriestemte medarbejdere og ”lukket”-skilte i vinduerne. Vi har derfor lavet dette overblik, så du kan se, præcis hvornår din foretrukne restaurant eller bar holder åbent i de kommende uger.

Vi ønsker dig og dine kære en magelig jul og et boblende nytår!

Gran Torino :

Lukket: 24.-27. december, samt 1. januar.

Åbent: 23. december og 28.-30. december med en begrænset menu, samt 31. december for gæster med nytårsbilletter .

Hanzō :

Lukket: 24.-27. december, samt 1. januar.

Åbent: 23. december og 28.-30. december med en begrænset menu, samt 31. december for gæster med nytårsbilletter .

Alabama Social :

Lukket: 24.-27. december, samt 1. januar.

Åbent: 23. december og 28.-30. december med en begrænset menu, samt 31. december for gæster med nytårsbilletter .

Bar Next Door :

Lukket: 22.-28. december, samt 1. januar

Åbent: 29. og 30. december kl. 16:30-00:00, 31. december kl. 22:00-02:00 og 2. januar kl. 16:30-02:00. Herefter normale åbningstider.

Ny bog hylder arkitekterne bag vores lokaler på Nørrebro

Der er mange forskellige ting, der gør vores 3 restauranter ved Sortedam Dossering til noget særligt. Altså hvis vi selv skal sige det, ik’? Vi er stolte af vores mad, af vores møbler, af vores dygtige kokke og vores søde tjenere.

Og så er vi i den grad stolte af vores beliggenhed. De smukke lokaler i gården og ud mod Søerne på Sortedam Dossering er en kilde til inspiration hver eneste dag. Derfor synes vi også, det er på sin plads at give de visionære folk bag et klap på skulderen. Det er nemlig danske Årstiderne Arkitekter, der har været primus motor på at få renoveret og transformeret den gamle Irma-karré til et levende bytapet af restauranter, caféer, kontorer og lejligheder.

Firmaet har netop udgivet en spritny jubilæumsbog, som blandt andet handler om de stemningsfulde bygninger, både Alabama Social , Hanzō og Gran Torino har til huse i. Vi har fået lov til at dele et par af de flotte billeder, som blev skudt i forbindelse med arbejdet med bogen, og som for alvor viser mødet mellem gammelt og nyt i det krydsfelt, hvor byens hengemte rum bliver tænkt på ny.

Hvis du er arkitekturglad, kan du gå på opdagelse i den spritnye udgivelse ved at købe bogen på Saxo.com . Har du sågar også fået appetit på at opleve arkitekturen under den evigt æglæggende Irmahøne på egen hånd, kan du snildt bestille bord på en af vores restauranter lige her .

Vi ses på Nørrebro!

_I2Q6516-Edit _I2Q6630 _I2Q4308-Edit _I2Q4732

Eksplosivt billetsalg: Kun få pladser tilbage til nytårsaften

Der er dømt krudt i gaden og fyrværkeri på tallerkenen, når Madklubbens 8 restauranter dækker op til festmiddag på årets sidste aften. Selv om København svømmer i klejner og julestads disse dage, lader det til, at folk også for alvor er kommet i tanke om nytårsaften.

I hvert fald har vi igennem de seneste to uger solgt mere end to tredjedele af billetterne til de eftertragtede nytårsmiddage på vores spisesteder. Det handler med andre ord om at være hurtig på tasterne, hvis du vil nå at sikre dig plads.

For eksempel er der stadig billetter at få på Madklubben i Store Kongensgade , hvor kokkene disker op med østers, jomfruhummer, Beef Wellington og chokoladetrøffel for bare 500 kr. Hvis du for alvor vil sætte trumf på årets sidste aften, er der også ledige pladser på Bistro Royal på Kongens Nytorv , som tilbereder en 4-retters livsnydermenu med tilhørende vine for 1.000 kr. pr. næse.

Du kan se alle nytårsmenuerne på vores restauranter og købe billetter via shop.madklubben.dk – men vent ikke for længe!

”Ja hallo, er der en fræk pizza på linjen?”

Gran Torino er klar med breaking news til din knurrende mave, uanset om den larmer på en helt almindelig hverdagsaften eller synger tømmermandssange på en søndag. Nu behøver du nemlig ikke længere dukke op på restauranten for at bestille takeaway – du kan også klare det over telefonen.

Ok, så måske virker det ikke som den største teknologiske landvinding i verden, at du kan ringe og bestille en pizza to go. Men ikke desto mindre er vi rigtig glade for endelig at kunne efterkomme de mange forespørgsler, vi har fået på netop den løsning.

Fremover kan du ringe til Gran Torino på tlf. 38 41 41 65 inden for restaurantens åbningstid , trykke 3 for ”takeaway” og vupti, så får du en glad pizzabager eller en af hans søde tjenervenner i røret.

Takeaway-menuen skifter løbende, men kan altid findes ved at klikke her .

Og husk, at du også stadig er mere end velkommen til bare at droppe forbi og placere din bestilling. Så kan du hænge ud i cocktailbaren, mens din pizza bages færdig i en af vores 375 grader varme Valoriana-ovne.

Vi ses hos byens lækreste baggårdsitaliener lige ved Søerne.

Lørdagstip: Spis tidligt inden Lukas Graham i Forum

Er du ved at varme stemmen op til at skråle med på ”Strip No More”, ”Drunk in the Morning” og ”7 Years” i Forum lørdag den 5. december? Så husk, at gode koncerter bliver endnu bedre, hvis de starter med et lækkert måltid.

Med mindre du er typen, der skal stå klar til spæne helt op til scenekanten, når dørene til Lukas Grahams udsolgte ekstrakoncert åbner kl. 18:30, så kan du snildt nå at spise dig mæt på en af vores Nørrebro-restauranter. Vi har nemlig stadig ledige borde kl. 17:30 på både Gran Torino og Alabama Social .

Der er med andre ord lagt i ovnen til en herlig gang pizzakærlighed eller amerikansk soul food, inden turen går til fods langs Søerne med direkte kurs mod Forum, hvor opvarmningen med Patrick Dorgan starter ved en 20-tiden. Du kan booke bord nemt og hurtigt ved at klikke på restauranternes navne ovenfor.

Skal du ikke til koncert? Så grib chancen for at score et bord i et af vores sene seats, når Lukas Graham-tilhængerne er draget af sted. Du kan med fordel varme op til middagen med en cocktail på vores populære Bar Next Door .

Vi ses på Nørrebro i weekenden!

Gran Torino gir’ den gas med nyt strømlinet menukort

Vores velsmurte italienske Nørrebro-trattoria, Gran Torino, har løftet kølerhjelmen på menuen, gået reservedelene igennem og toptunet maskineriet med et nyt, brølende lækkert à la carte-kort til følge.

Der er blevet ryddet op i udvalget og kastet ekstra kærlighed efter de tilbageværende retter. Men bare rolig, der er stadig masser af støvlelandslækkerier at vælge i mellem.

Den største ændring er et farvel til ”Il Giro”-menuen, som tidligere bød på 12 forskellige små anretninger serveret delevenligt over fire omgange. I stedet siger vi goddag til ”Menu di Gran Torino”, som er opbygget efter mere klassiske, italienske forskrifter med antipasti, primi, secondo og dolce. Prisen for de 4 retter er 350 kr. pr. person.

Den første ret, antipasti, består af at udvalg af charcuterie og små delikatesser, mens ret nummer to, også kaldet primi, er et mere mættende indslag. Her får du lov til at vælge frit fra menukortets sektion med risotto og pastaretter. Prøv lige nu for eksempel en cremet risotto med svampe eller en gang ravioli med ricotta, pinjekerner og pancetta.

Snart efter følger en mindre hovedret med kød eller fisk. Her i juletiden står den på en sprød og saftig porchetta-rullesteg med æbler, hasselnødder og rødkål. Menu di Gran Torino sluttes af med frit valg på dessertmenuen. Mama mia, det kan blive svært at beslutte sig! Især i denne måned, hvor der både er tiramisu, chokolade-panna cotta og paneforte-julekage på kortet.

Indholdet på Menu di Gran Torino vil skifte løbende i takt med sæsonen. Det samme gør de øvrige retter på menuen, mens dele af pizzaudvalget skifter endnu oftere. Her vil du fremover kunne finde et fast inventar af 7 lækre pizzaer, samt en ”dagens pizza”, der udtrykker kokkens humør og kreativitet.

Tjek hele det nye menukort ud her , og glem ikke at booke bord . Der er nemlig rift om pladserne i den stemningsfulde baggård ved Søerne, hvor Gran Torino ligger og putter sig under en stjernehimmel af kulørte lamper.

PS. Gran Torinos selskabsmenuer til større grupper, har også fået et ansigtsløft. Bliv inspireret til den næste firmamiddag, fødselsdagsfest eller polterabend her .

Smagen af landskamp: Spis tidligt inden Danmark vs. Sverige

Tirsdag den 17. november er der dømt fodboldbrøl og huttelihut i Parken, når det danske landshold tørner sammen med Sverige i en udsolgt returkamp som led i EM-kvalifikationen. Hos Madklubben elsker vi både god bold og god mad, og er der én ting vi ved, så er det, at store sportsoplevelser bliver endnu bedre, hvis man har spist godt forinden.

To af vores populære spisesteder åbner allerede kl. 17.00 på tirsdag. Det gælder Bistro Royal på Kongens Nytorv og Gran Torino på Nørrebro. Perfekt hvis man vil varme op med elegante franskinspirerede retter i Indre By eller pizza, pasta og andre pirrende italienske lækkerier ved Søerne.

Alle vores øvrige restauranter åbner kl. 17.30. Dem kan du med andre ord også sagtens nå spise på, da startfløjtet i Parken først lyder kl. 20:45. Spisestederne er centralt placeret rundt omkring i byen, men især vores Nørrebro-restauranter vil for mange være et oplagt mål, da Parken kan nås på gåben med en spadseretur langs Søerne.

Uanset om du er til bøf, pizza, soul food, italiensk eller noget helt femte, finder du den perfekte spiseoptakt til kampen blandt Madklubbens restauranter . Så er du godt klædt på til at sejle op ad åen!

Det dufter af nye retter på Gran Torino

Der breder sig en duft fra en baggård tæt ved Dronning Louises Bro. Den er uimodståelig. Kilden er en langtidssimret omgang osso bucco serveret med safranrisotto og røget marv på siden.

Den klassiske kødret er blot en ud af mange nyheder på vores populære Nørrebro-trattoria, som hver og én vil kunne få selv din italienske bedstemor til at forlade kødgryderne for en stund og sætte sig til bords på Gran Torino.

Læs også: Nye retter på Hanzō

Glæd dig til cremet burrata-mozzarella med trøffel og hasselnødder, tatar med confiteret æggeblomme og crumble og flere nye pastaretter. Sidstnævnte kommer blandt andet i udgaver som ”sort spaghetti med blæksprutte” og ”gigli med chili, tomat og salsiccia picante.”

Plads til dessert? Så kast dig ud i en syndig Valrhona chokolade-panna cotta med hjemmebagte cantuccini og amarena-kirsebær. Eller hvad med en omgang syltede blommer serveret helt simpelt med vaniljeis og friske valnødder?

Også den populære ”Il Giro”-tastingmenu , hvor du får intet mindre end 12 retter til deling på midten af bordet for bare 350 kr., har fået en overhaling, der både emmer af efterårsmums og italiensk julehygge. Her står den blandt andet på rimmet torsk med appelsin og fennikel, rødbederisotto, sprød porchetta-rullesteg med rødkål, æble og hasselnødder, samt støvlelandets klassiske julekage: Paneforte med kirsebær og vaniljeis.

Hungry yet? Så er det bare med at hoppe ind og bestille bord på Gran Torino pronto! Se et bredt udvalg af de nye retter herunder: